Frich, Stefan–ZT 30.8.1883

Stefan Frich till Zacharias Topelius 30.8.1883

Faaberg, Gudbrandsdalen, Norge 30:te August 1883.

Herr Zach. Topelius!

1 Jeg har en Börneskole her i Gudbrandsdalen; jeg elsker Deres Digtning for Börn og har længe længtes efter at faa den gjort ret tilgjengelig for Bondebörn her i Norge. Jeg har forsögt at lade Börnene læse Dem baade paa svensk og i Nordahl Rolfsens dansk-norske Oversættelse, og for de mere udviklede og begavede av dem gaar det nogenlunde an, men ikke uden at meget gaar tabt av det fineste og bedste. Vort fra Danmark indförte skriftsprog ligger vore Bönder for fjernt til ret at kunne anslaa de finere hjertestrenge. Daa staar i Grunden det svenske dem nermere; men det er jo heller ikke deres eget, og det er kun meget faa, som faar endog den mindste Øvelse i at læse svensk. Det er derfor, jeg er kommen paa den Tanke at gjöre et Forsög med at oversætte noget av Deres Börnelæsning paa norsk Landsmaal. Jeg har allerede oversat ”Brusebäck ogk susebäck”, ”den barmhertige er rik”, ”den bättre vägen”, ”Bullerbasius” og ”sanningens perla”. Jeg har forelæst av dem baade for mine egne skolebörn og for andre, og jeg har fölt, de i denne skikkelse kan fængsle og tale til Hjertet, finde finere og dybere Forstaaelse. Universitetsstipendiat i norsk Landsmaal Hans Ross og Höjskoleforstander Christopher Bruun har gjennemseet stykker av min Oversættelse og udtalt sin Tilfredshed med|| sprogformen, der hovedsagelig er bygget paa det östenfjeldske og nordenfjeldske Norges Dialekter uden dog at adskille sig særdeles fra den av Ivar Aasen hævdede Normalform.

2 Saa kommer jeg da med den Bön til Dem, at De vil give mig Tilladelse til at lade trykke disse Forsög, til en liden Börnebog, som foruden de förnævnte stykker av Dem ogsaa vilde komme till at indeholde ”Klas Omnstav”, en Oversættelse fra Tysk av Arndts ”Klas Avenstaken”. Jeg kan desværre ikke byde Dem nogetsomhelst Forfatterhonorar. Jeg har Haab om, at ”det norske samlag” – et Folkeskriftselskab, der udgiver til Udgivelse av Böger paa norsk Landsmaal – vil overtage Udgivelsen, og da vil jeg selv saavidt kunne slippe fra det uden Udgivter; men lykkes ikke det mig, maa jeg selv söge privat Hjelp til at bestride Trykningsomkostningerne og har lidet Haab om at kunne slippe fra det uden Tab. Ti den Læsekreds, jeg vender mig til, er dels saa fattig, at den liden Raad har til at kjöbe Böger, dels saa blottet for sans for andet end Madstrævet endnu, saa vi formelig maa trygle os frem for at faa dem til at læse andet end det, hvis Nytte de kan regne sig til. Men saa forstaar De jo nok – bedre end nogen kanske – hvor nödvendigt det ogsaa er at gjöre noget for at rive deres Hjerter ud av denne Materialisme og törre, hjertelöse Forstandighed. Derfor beder jeg Dem, kjære Herr Topelius! De som har et saa aabent Hjerte for Nöden og for de smaa, De som ogsaa har hjulpet mig til et klarere syn for Kristendommens störste og velsignelsesrigeste Krav, at vi skal give uden engang at faa saa meget som Tak for det – lad ogsaa Norges Bondebörn faa godt av det Arbeide, Gud har hjulpet Dem til, for at lindre sjælenöden blandt de smaa i de mere eller mindre törre, aandsforladte Hjem!

||

Den beste vegen.

3 Det var eingong ei kona, som hadde tvo born, Tull og Tulla; Tull var gut, men Tulla var gjente. Ein dag hadde kona tent seg 20 öyrar, og so sa ho aat bornom: ”Her er tvo tiöyringar; gakk til byen og kjöp bröd!”

4 Borna hadde aldri varet til byen fyrr, og so spurde dei, kvat veg dei skulde gaa. ”Det er inga sak”, sa kona. ”Fysst lyt de gaa etter store Kongsvegen, alt til de kjem burtaat den bakken, der det er so mykjet einekjörr; der klyv vegen seg. Daa lyt de halde dykk aat den beste”.

5 Borna tykte, dei hadde faatt god greie, og so gjekk dei glade avstad med tiöyringom sine. Aa, det skulde daa bli moro aa koma til byen eingang.

6 Daa dei kom aat bakken med einekjörrom, saag dei tvo veger framfyr seg. Daa bar dei til aa tenkje seg um, kven som var den beste. Men det var inkje greitt, for dei saag like gode ut baae tvo, og so stod dei der.

7 Daa sat det ein raustjert uppe i björka ved vegen til högre og song: ”Turt bröd, turt bröd, kvirrevit!” Men ei kraake sat millom einekjörrom ved vegen til vinstre og skreik: ”Kringlor og peparkakor, kringlor og peparkakor, kra-kra!”

---

8 Tull gjorde huva rund alt og sette seg til aa eta. Det var rart – han skulde inkje trutt det, men sannt var det: det turre brödet smakad betre enn baade kringlor og peparkakor.

||

9 ”Naa”, sa kona; ”kan du no segja meg, kvat fyr ein veg var den beste: den som gjekk etter graadugheita, elder den som gjekk etter aa lyde mor?”

10 ”Aa, lyde mor!” sa Tull.

11 ”Kom ihug det!” sa Kona.

12 Og Tulla dukar vakkert taa bordet og reidde upp senga. Og Tull och Tulla lagde seg til aa sova attmed mor si.

Sanningsperla.

13 Bumburrifex (stig inn)

14Naa, Burra, seg, kvat hev du no til mat?

Eg er so svollen som ein potentat.

Med sjumilsstyvlar her eg flogjet heile dagen

og hengt upp rövarar i grænom etter kragen. –

Aat husmannskjeringa, ho som du veit,

ho som ei hadde meire enn ei gjeit,

som ho hev misst – aat henne trollar eg ei ku i staden.

Ja, du kan tru, den stakars kjeringa vart flat!

Men seg meg, Burra, kvat hev du til mat?

15 Bumburra

16Du skal faa hönsteik, slik som du vil ha den,

berr litet steikt. Men, Burre, kjære du,

kvat hev du etet fyrr idag, skal tru?

17 Vera (syng).

18Det sat ein engel paa himlens rand

||

og saag, kor verda ho villad.

Det var so myrkt nedpaa jordas strand;

det tykte engelen var illa.

Og der var falskheit og fusk og lygn;

det gav i engelens barm ein styng,

og taara fraa honom trillad.

#

Daa fall den klaare, den vakre taar,

ned som ei perle i havet.

Der laag ho gjöymd væl i tusen aar,

og glöymd var engelens gave.

Og alle saag dei den perleglans;

men ingen visste, kor perla fannst,

so djupt, so djupt ned i havet.

#

Ein dag so rodde eit litet barn,

Guds eiget barn, utpaa fjorden.

Og perla flaut paa eit gullblankt garn,

og barnet tok det med aaren.

Og perla lyste med himelglans,

og daa den perla i havet fannst,

daa vart det ljost uppaa jorden.

19 Alle.

20Du vakre perle fraa himlens vaar,

du ljose stjerne, du klaare,

du som fall ned som ei engletaar

til jordas myrker og fare,

aa, helige Sanning, lys paa vaar veg,

og lær os evigt aa elske deg,

so vil og Gud os bevare!

||

Bullerbasius

21 Arne var 6 aar og rokk mest uppunder nasan hennar Helga. Helga var 10 aar; ho syntest, ho godt kunde voret mosyster hans Arne. Desse tvo egdest ved einannan al dagen og visst litet taa, kor glade dei var taa einannan. Jau, naar dei var skjilde, daa kjende dei det. Naar Helga var paa skulen, kjeiad Arne seg so fælt, at det var mest inkje raad aa liva, og gjorde det eine ugagnsstykkjet etterverre enn det andre. Og naar Aarne hadde fylgt med far sin til Fossa bruk, var Helga uppraadd heile vika og ho visste inkje, kvat ho skulde taka seg til, med Arne var burte.

Er du god, er du rik.

22 Paa eine sida aat vatnet var det ein stor landsby med mangeutanför pappret (radslut) gjilde gardar, paa andre ein liten husmannsplass. Vatnet varutanför pappret (radslut) froset, og snöen fauk yver det fonn i fonn; for det var vinter og jul i verda.

23 ”Far!” sa kona paa störste garden aat mannen sin –, ”far,”utanför pappret (radslut) sa ho; ”vil du inkje hengje ut eit kornband aat sporvom no til jula?”

24 ”Hev inkje raad,” sa kallen.

25 ”Ja, men det hev vi gjort stött fyrr, og det er vælsigning medutanför pappret (radslut) det.”

26 ”Hev inkje raad, segjer eg!” grein kallen.

27 ”Ja, men sjaa burtpaa plassen, der hev dei sett upp eit kornband paa taket, og plassmannen saar berre 4-5 skjeppor i aakeren sin, med du saar 16 tunnor.”

---

||

28 Jeg ser nok, at mit Arbeide for at omplante Deres Fortellinger paa norsk Grund lider av mange skröbeligheder; men det er dog Kjendskab og Kjærlighed til Börnene, som har drevet det, og jeg er vis paa, det ikke har været uden Guds Hjelp; jeg har sjelden havt saa udelt Glæde av noget Arbeide. Det har nu i 9 Aar været min Livsgjerning at hjelpe Bondebörn frem til at blive gode og dannede Mennesker, og det er dem Börnene selv, som har lært mig Nödvendigheden av, at de faar Böger paa sit eget Modersmaal.

29 Jeg har tenkt mig den Mulighed, at Nordahl Rolfsen kanske kunde have faaet et slags Eneret til at oversætte Deres Skrifter her i Norge. Men om saa er, kan da dette gjelde andet end vort landshævdede skriftsprog? Det norske Landsmaal adskiller sutanför pappret (radslut)ig saa sterkt fra dette, at – som De ogsaa vil kunne se av medfölgende Pröve – svensken staar det betydlig nærmere. Det stammer direkte fra vore Fædres sprog, Oldnorsken, det hvori de gamle herlege sanger er skrevne. Vor 400 Aar lange Avhængighed av Danmark har ikke formaaet at fortrænge det fra det norske Land, men kun fra Byerne, og nu holder det paa, langsomt, men sikkert, at reise Hovedet igjen. Der fredes nu om det i skolerne ved den mundtlige Undervisning, om det end ikke er kommet saalangt som til at benyttes synderlig der i Læsning og Skrift; skoleböger begynder at udkomme paa det, og man har allerede – med statsbidrag – begyndt at oversætte Bibelen paa det.

30 Kanske De allerede ved alt dette för? Jeg skriver det ned, fordi jeg ikke tör förudsætte, at det er Dem bekjendt.

31 Jeg kan heller ikke tro, at denne min Oversættelse vilde gaa i Vejen for Nordahl Rolfsens, selv om jeg havde oversat de|| samme stykker. Men nu har jeg kun et stykke, som Nord. Rolfsen har oversat, nemlig ”Bullerbasius”, og dette kunde jeg jo i fornödens Fald lade være et tage med.

32 Jeg imödeser med Forventning Deres svar. Jeg vilde gjerne have Bogen ud til Jul, og da haster det. Jeg burde vel helst have spurgt Dem för; men jeg tenkte, jeg snarest kunde have Haab om at faa Deres Tilladelse, naar jeg kunde oversætteforevise Dem Pröver, og saa har jeg foretaget Arbeidet forinden. Nogle smaa Rettelser vilde jeg vel dog endnu komme til at foretage.

I Ærbödighed og Hengivenhed

Stefan Frich.
cand. philos.