Borchsenius, Otto-ZT 12.10.1877

Otto Borchsenius till Zacharias Topelius 12.10.1877

Kjöbenhavn. Nörrevold 32,3

12 Okt. 77.


Höjtærede Hr. Professor Z. Topelius!

1 For Deres lige saa venlige og oprigtige Brev bringer jeg Dem hermed min ærbödigste og hjerteligste Tak. I nogle Punkter er jeg dog blevet misforstaaet, baade af Dem og Hr. Bonnier, som har haft den Godhed at skrive mig et Par venlige Ord til i samme Anledning. Tör jeg löbe an paa Deres Taalmodighet og skrive Alt hvad der ligger mig paa Hjerte at faa sagt Dem, netop Dem, baade som den udmærkede Digter, hvis Bog jeg saa gjerne vilde have, mine Landsmænd skulle kjende og lære af, og som den trofaste Skandinav.

2 Jeg har selv i sin Tid i ”Fædrelandet” forfægtet de samme Anskuelser om det Urette i at oversætte fra Svensk til Dansk|| og omvendt. Vi yngre Skandinaver ere jo Börn af jer ældre, og jeg opvoxede ogsaa i mine Fædres Tro, indtil jeg selv fik Syn for Sagn og selv indhöstede Erfaringer. Jeg kom til at skrive om svensk Literatur og lærte med hver Dag, at mine Landsmænd manglede de allertarveligste Forudsætninger, ligesom jeg erfarede, at de svenske Boghandlere kun nu og da sendte en enkelt Bog herved til Anmeldelse – mest honoris causaspråk: latin – de vore paa det Rene med, at svenske Böger hverken kjöbtes eller læstes i Danmark. Mangfoldige Gange har jeg for mine egne Penge kjöbt svenske Böger, for at anmelde dem, og den Dag i Dag er jeg omtrent den Eneste, der (i ”Nær og Fjern”) skriver om svensk Literatur. Og jeg anmelder ikke alene Deres nys udkomne Ting. Jeg griber vad enhver Lejlighed til at skrive en særlig Artikel om svenske Forhold. Jeg var saaledes den Eneste, der i Anledning af Upsalas Jubilæum skrev nogle Artikler om Rudbeck, Linné, Geijer og Atterbom.|| Jeg tænkte, det var nyttigere at vide lidt om de nævnte Heroer end blot at læse Festreferaterne. Dette er ikke Selvroes, men Selvforsvar, og jeg tror at föle paa Deres venlige Brev, at De ikke misforstaar mig. Jeg har i alt Fald Lov til at oversætte en svensk Bog, fordi jeg har gjort en Del for at faa mine Landsmænd til at læse Deres Literatur i Originalsproget, og jeg har navnlig Lov til at oversætte Deres Bog, fordi jeg paa enhver Maade netop har kæmpet for denne Bogs Udbredelse i Danmark. I en Læsebog, jeg med en Ven har udgivet og som bruges i mange danske Skoler, findes ogsaa svenske Læsestykker, foruden ”Björkens stora planer i mössörontiden”tillagt av utgivaren bl. A. ogsaa det skjönne Afsnit af ”Fältskärn”: ”Lejonet vaknar”, og jeg slutter i min skole intet Kursus i Svensk, uden jeg netop anbefaler Deres Bog til videre Hjemmelæsning.

3 Men skal jeg vælge, sætter jeg Sjælen over Legemet, og De indrömmer jo selv Faktum: enten ikke læst paa Svensk, eller læst|| af Tusinder paa Dansk. Lad der tabes i en Oversættelse, hvad der nu engang maa tabes – det gjælder dog her Prosa! – men Deres Tanker, Deres Syn paa Livet, Deres Gudstro, Deres faktiske Fortællingoläsligt p.g.a. konservering/inbindning om Finlands og Sveriges hele Historie – alt dette bevares dog. Og overfor dette Maal, overfor denne Indövelse i praktisk Skandinavisme, overfor al det Lys, al den Kundskab, Deres Bog kunde sprede, naar den ikke længer læstes og kjöbtes i 50 Exemplarer i Danmark og Norge, men spredtes i flere tusinde Exemplarer og fik Plads i hvert Sognebibliothek, hver Folkehöjskole, hver Skolebogsamling o. s. frog så fremdeles, overfor dette Maal, denne Tanke er det i mine Øjne saa forsvindende, om man principrigtig maa oversætte fra Svensk eller ej, at jeg ikke et Øjeblik tvivler om hermed at gavne Nordenstillagt av utgivaren Sag.

4 Men nu kommer Misforstaaelsen. Det var ikke Meningen, at Deres Bog direkte|| skulde henvende sig til den mere dannede Del af det danske og norske Publikum. Hvis De i min Piece ”Et Vendepunkt i Kolportage-Industrien” vil sætte Dem ind i Roms hele Slagplan, vil De se, at Deres Bog skulde være et Led i en Folkeopdragelse, et Led i den skandinaviske Tankes Muliggjörelse ved ogsaa at faa de lavere Samfundslag oplyste om Deres tvende Fædrelandes Historie. Deres Bog skulle fornemmelig kolporteres, spredes mellem Almuen og Börnene, være Folke- og Ungdomslæsning, og til dette Øjemed er Landets eget Sprog absolut nödvendigt. Jeg gik ud fra, at De ligesom Viktor Rydberg vilde anse det for en Ære at faa en saadan folkeopdragende og folkeuplysende Mission i Danmark, og i dette Tilfælde saa meget större, som ”Fältskärn” bibringer positive Kundskaber om Finlands og Sveriges Historie. Kjender De|| Ingemanns historiske Romaners Betydning for den danske Bonde og Ungdom?

5 Vilde det mere dannede Publikum læse Deres Bog paa Svensk, kunde det jo gjöre det, men da Erfaringen har vist, at det ikke vil det, haabede jeg med det Samme at faa det med – men kun i anden Række – og jeg agtede derfor at foreslaa Forlæggeren f. Ex. at trykke det ene Tusinde af Oplaget paa bedre Papir.

6 En Kolportage-Forretning er i samvittighedslöse Hænder en god Forretning, men naar De har læst mine Artikler om alt det Slette og Raa, som Rom nu skal tage Kampen op med, vil De forstaa, at hans Forretning forelöbig er daarlig, ja endogsaa truet. Sejrer han engang, vil baade han og vi, der have gjort Sag med ham, ogsaa kunne vente pekuniære Fordele, men i Begyndelsen maa her, som|| altid kæmpes til Dels for Kampens egen skyld. Det var dog ikke Meningen helt at undlade at byde Dem Honorar, men lige saa billigt og retfærdigt Deres Forslag vilde være overfor den almindelige Boghandel, lige saa vanskeligt vilde det nu strax være at gaa ind derpaa. Da nu Rom tillige önsker og tror det for Sagens Skyld bedst at skyde en Overs. fra Engelsk (rimeligvis Dickens Oliver Twist) ind i Serien efter ”Fribytteren”, saa beder han og jeg forelöbig om Deres Autorisation i al Almindelighet. Vi skulle saa komme igjen til Foraaret eller Sommeren, og hvis det gaar som vi haabe og önske, vil Deres retfærdige Krav ogsaa blive opfyldte. Jeg kunde ganske vist forlade Rom og skaffe Dem Deres Bog ud paa de opgivne Vilkaar hos en anden Forlægger, men efter hvad jeg ovenfor har skrevet, vil De sikkert give mig Ret i, at netop Rom bör have ”Fältskärn”, at netop denne Bog bör komme ud i Danmark paa denne Maade.

||

7 Hr. Bonnier gik i sit Brev stadig ud fra den store Boghandel, men her skal jeg dog oplyse ham om, at netop jeg har den Ære at have brudt Isen herhjemme for ogsaa at honorere den virkelige Forfatter. Selv en Tydsk skribent, som Georg Ebers, hvis Böger jeg har oversat, har faaet et lille Honorar efter eget Opgivende. Dette kun, for at vise, at baade Rom og jeg helst vilde byde Dem det mest Mulige. Vil De nu, höjtærede Hr. Prof. give mig Deres Tilladelse til at overs. ”Fältskärn”, og maa jeg komme til Dem, naar Tidspunktet synes Rom bedst? Vi skulle da gjöre Alt for ogsaa at varetage Deres Tarv. Det, det gjælder om, er, at ”Fältskärns Berättelser” nu eller ad Aare bliver et Led i Roms hele Foretagende. Tro mig, det fortjener alle Fædrelandsvenners og Skandinavers Understöttelse. Vil De være saa venlig at svare mig herpaa med et Par Linier, takkes De hjerteligst. Med dybest Höjagtelse

Deres ærbödige og taknemmelige

Otto Borchsenius.

8 N BNota Bene: ikke Dr. men cand. phil.